Hvad kunne vi så lære om kunst ved at følge med i hvad kunstnerne lavede undervejs?

Skrevet af Astrid Borgå

Ved at se på Julie der formede Margrethe Reedtz’s hoved i tyggegummi lærte vi noget , ikke  ved at tygge stribevis af tyggegummi.  Det siger sig selv. Men det vi kunne lære er at når man vil lave noget i 3D, så er der noget bagved man skal have styr på: i dette tilfælde er det   formen på menneskets kranium.

Hvis man bare laver en rund bold og klasker en gulerodsnæse på ligesom en snemand, kommer det ikke til at se naturligt ud.  Så kommer det til at ligne- netop en snemand! Så når man laver f.eks. Margrethes lange smalle næse, er man nødt til at vide lidt om : hvor springer næsen ud af kraniet, ellers kommer den til at sidde et fjollet sted. Og hvis hovedet skal ligne en person der faktisk har levet er man også nødt til at have et billede af personen at kigge efter. Så kan man ikke bare lave en kartoffelnæse når Margrethe faktisk havde en lang smal næse. Men billedet man kigger efter er ikke i 3D, så der skal man selv overføre næsen på det flade billede til næsen på hovedet man arbejder med.  Og der er en overgrænse for hvor lang sådan en næse kan være uden at ansigtet bliver monsteragtigt.

Mysteriet i Julies arbejde er for mig hvordan hun omsætter det flade billede til 3D!

Ved at deltage i Guðjón’s første projekt med de gamle træting som man skulle hæfte en seddel på lærte man noget helt andet, nemlig at se på en ting på to måder : både som en nyttig ting der har været brugt til noget bestemt. Og at se på den som en mere eller mindre smuk ting, at lægge mærke til dens farve og form. Og jeg tror også det var meningen at vi skulle lære noget mere: at vi kan forestille os det sted  og de mennesker hvor den hørte hjemme: hvad skete der? hvorfor blev den kasseret? Det kan børn sagtens gøre, endda måske bedre end voksne. Det viser de små sedler som de har skrevet. Ved en afsavet fod af et bordben har en dreng skrevet. ”Det er er bord som dværgene brugte til at sidde ved”. Og ved en lille legetøjs-trævogn står der: ” Den har været ejet af kongen af England som brugte den til at transportere våben i!” og sådan kunne jeg blive ved.  Når man som voksen eller gammel står og kigger på en gammel ting, så popper der også nogle billeder op af ens egen gamle ting engang,  af farven og lugten på træet.

Så når vi står der og stirrer på en gammel ting så sker der en masse oppe i hovedet på os, hvis vi giver os tid.

Mysteriet i Guðjón’s arbejde er hvordan han ser tingenes muligheder for sit indre øje, når det hele bare ligger der som en bunke småt brændbart!

Kristine sagde fra starten meget klart hvad hun ville: hun ville lære børnene nogle enkle teknikker til at skabe former og farver. Det gør hun f.eks. ved at lade dem svinge sig i tove over billedet og smøre maling ud med fødderne. Det er Kristine der mest direkte har omsat bevægelse til kunst, synes jeg. Det kaldes action-painting  på engelsk har jeg lært, dvs. kunst skabt under intens fysisk aktivitet. Og hun lærer dem at bruge skabeloner og tape til at lave former i forskellige farver. Men hun overlader jo ikke bare til hoppende og gyngende børn at forme resultatet, inde i hendes hoved er der overblik over de lange rækker af figurer. Hun kan se hvordan rækken af figurer vil tage sig ud som en helhed, og hvordan den bliver mest tiltalende for øjet at se på. Det er det overblik som vi andre ikke kan have og som for mig er mysteriet ved den kunsteriske proces i Kristines billeder. Jeg spurgte hende fra starten om det ikke var lidt træls at hun ikke kunne forme billedet helt selv, og så svarede hun, at det her billede, det var ikke hendes billede, det var vores billede. For mig var det meget dejligt at jeg fik sådan en udmelding om hendes arbejde.

Michaels ene projekt med de uhyggelige dyr var spændende at være med til.  Han havde før han kom hørt om ulven i Stendis som har spøgt i vores hoveder siden Ib fotograferede den første gang. En overgang gik vi alle rundt og kiggede efter ulve, nogle af os kikker stadig! Ingen vidste helt om vi skulle være bange overhovedet, og om vi evt. skulle være lidt eller meget bange. Han lærer så børnene nogle enkle teknikker til at lave figurer af dyr, både uhyggelige og nuttede. Man kan tegne dyrets skygge af fra et udstoppet dyr. Eller man kan tegne et dyr selv og forstørre det. Så flytter man billedet over på en skabelon som man kan save ud i træ eller klippe ud i pap. Uden Franks og Georgs  håndelag med redskaber var der nu nok ikke kommet ret meget uhyggeligt  ud af det, man da dyrene først var malede så de faktisk ret skræmmende ud. Skyggen af en ilder eller en rotte der forstørres op og får hugtænder er bestemt ikke hyggelig at se på. Sidste del af projektet var at han anbragte dyrene rundt omkring i det nattemørke Ryde og fotograferede dem, så at det så ud som om Ryde var fuldt af uhyggelige skabninger. Så det færdige kunstværk er faktisk de uhyggelige nattebilleder fra Ryde!

Han viste os vist egentlig samtidig at de uhyrer der lurer i mørket  under sengen eller bag træerne langt hen ad vejen er nogle vores fantasi får os til at se.

Mysteriet i Michaels måde at arbejde på er det der foregår oppe i hans hoved mens han går søgende rundt. For han siger ikke meget undervejs. Men pludselig tager noget form og så kan man se hvad han ville!

En kunstner skal både have styr på en masse teknikker og redskaber. Men først og fremmest skal hun eller han have den der mystiske evne oppe i deres hoved at de kan se ting som ikke er der lige nu, men som kan blive synlige for os andre om lidt. For mig er det den evne der gør en kunstner til kunstner. En håndværker eller  en dame der strikker  en trøje ud af hovedet som hun så engang gør det vel også. Men kunstnere er ekstremt dygtige til det. Det er sådan de arbejder.

Jeg vil gerne takke vores kunstnere for at de har taget os med på en kigger undervejs på vejen fra ingenting til det de så forude.