lørdag den 8. marts 2014

Info i Ryhandis Tidende, januar 2014


Landsbygruppen er nu så småt i gang med planlægningen af kunsten i bevægelse i Ryde d. 6.-10. september. Vi har deltaget i et evaluerings- og opstartsmøde på Kulturremisen i Brande. Her fortalte sidste års deltagende landsbyer om deres erfaringer med projektet og vi nye grupper præsenterede os for hinanden.

Vi har lavet en kortlægning af vores lokalområde d.v.s. listet op hvilke institutioner, foreninger, seværdigheder, naturområder, samlingssteder og virksomheder vores områder har. Når man sådan samler det hele på en liste, bliver det tydeligt, hvor aktivt et lokalsamfund vi bor i.

I december havde vi besøg af den kunstneriske leder Felix Pedersen, som blev guidet rundt for at få et indtryk af Ryde og omegn, som han skal bruge som baggrund for udvælgelsen af kunstnere.

Vi planlægger et fællesspisningsarrangement i slutningen af maj måned, hvor vi vil fortælle mere om de 5 dage. Vi vil invitere Felix Pedersen til at komme og fortælle om de 4 kunstnere, som vi får på besøg og vi håber også på en eller anden form for musikalsk indslag. Dato og nærmere information følger i næste Ryhandis Tidende.

Tak til Tina Møller, som har givet os lov til at bruge nogle af hendes fine fotografier fra området .

Ingen kommentarer:

Send en kommentar